af Vagn Boberg Nielsen
I 1671 blev Peder Hammer ridefoged på Vordingborg Slot under Prins Jørgen.
Da Prins Jørgen tog på en udenlands rejse, måtte Peder Hammer og andre af prinsens embedsmænd styre Prins Jørgens Len, Vordingborg Len, som han havde arvet efter sin far, kong Frederik III. Ved mageskifte blev Jungshoved Len lagt under Vordingborg Len.
Lenets tilstand var elendigt. Svenskerne havde brændt mange gårde af under svenskekrigene. Af lenets 900 gårde lå over 200 øde og afbrændte. Det var især gået hårdtud over Stensby Birk og Jungshoved Birk. Der var stadig meget at rette op på, da Jens Lauridsen på Nysø, der også var købmand i Præstø, havde haft hele lenet i gratis forpagtning af kongen. Han havde været med til financiere krigen.
Han havde været meget hård ved bønderne. Niels Væver i Stensby på 70 år blev tvunget væk fra gården efterladende alt, hvad han ejede. Løjtnant Artmor fik den i stedet.
Prins Jørgen lovede bønderne, at nu skulle de have lov til at blive ved deres fæstegårde. Det var en ære for Peder Hammer, at leve op til dette. Han var bøndernes ven.
Peder Hammer havde været Christoffer Parsbergs ridefoged på Jungshoved Slot. I 1665 kom han til at bo på Oremandsgård (GL. O.). Det gjorde han også i starten af sin ridefogedtid i Vordingborg. Han var gift med Juliane Powitz, der var af adelig afstamning fra Skrumsager på Holmsland i Vestjylland. De fik en del børn både på Oremansgård og på Skovvænge. Nogen af dem døde; men 4 blev voksne. Sønnen Christoffer, der var født på Oremandsgård, var opkaldt efter Christoffer Parsberg.
Peder var sandsynligvis søn af købmand Laurids Hammer i København. Han var blevet student der.
I 1673 fik Peder Hammer Skovvængegård i Ornebjerg i fæste, og de flyttede først til Vordingborg Slot og senere til Skovvænge. Et af børnene var født på slottet. Skovvængegård lå på det tidspunkt i udkanten af Ornebjerg by lige ud for Søndertoften. Han gjorde en stor indsats for at få sin fæstegård på fode. Det gjaldt også med hensyn til tilstanden på Lenets gårde. Der var kun få der haltede, da han havde været ridefoged i 10 år i 1681.
På Jungshoved Slot havde han en embedsmand, der var skriver. Han hed Rasmus Esbensen Tofte, Det sidste fordi han var født på Bjørnegård i Røstofte. Rasmus Tofte skulle holde regnskab med fæsteafgifterne i Jungshoved Birk og sørge for, at de blev opkrævet.
Rasmus Tofte førte af og til et vildt liv med nogle drikkebrødre i omegnen og inde i Præstø. Da det var længe siden, at Rasmus Tofte havde aflagt regnskab og afregnet dette, sendte Peder Hammer sin forkarl Kristian Søndrup, der også fungerede som tjener i Ridefogedembedet, til Jungshoved Slot, for at få afregnet fæsteafgifterne. Men Rasmus havde dem ikke færdig, da Kristian kom for at hente dem.
Da Kristian kom hjem til Peder Hammer advarede han denne om, at der var noget på slottet, der ikke var som det skulle være. Nogen tid efter blev han sendt til Jungshoved igen. Rasmus havde stadig ikke regnskaberne klar.
Denne gang red Rasmus bag efter Kristian og skød ham i Ornebjerg Kohave i nærheden af Skovvængegård. Denne reddede sig hjem til gården på hesten selv om han var meget medtaget. Der blev sendt bud efter bartskæreren i Vordingborg. Han kom også med det samme; men mente ikke Kristians liv stod til at redde. Præsten blev tilkaldt. Kristian havde et meget strengt sygeleje; men reddede dog livet.
Peder Hammer fik fat i Rasmus Tofte; men han havde alibiet i orden. Han havde været i Præstø med nogen af drikkebrødrene. Da Ornebjergs malkepiger skulle ud og malke om morgenen, fandt de et bøssehæfte på det sted Kristian var blevet skudt. Rasmus Tofte nægtede kendskab til det. Han var ellers sat ind i svendekammeret i Gåsetårnet.
Da Kristian var kommet sig og så bøssehæftet, erklærede han, at han havde set Rasmus med det bøssehæfte mange gange. Så Rasmus Tofte måtte blive siddende i Gåsetårnet. Rasmus havde en kæreste, der var vildt forelsket i ham. Det var Peder Hammers kone. Når Peder Hammer var til Sjællandsfars landsting i Ringsted, besøgte Rasmus Tofte Juliane Powitz og de holdt elskovstime.
Nu sendte Juliane flere gange om ugen pigen af sted med et elskovsbrev til Rasmus, som hun afleverede i byporten i Krægestræde, hvorefter de så blev ekspederet videre til Gåsetårnet. Hun sendte også penge med, for at købe de forskellige hjælpere.
Rasmus sendte også breve den modsatte vej. Han sendte også et med en opfordring til Juliane om, at forgifte hendes mand med bombisterrod. Der var også en rod med i brevet. Den skulle hun blande i Peders snaps og forgifte ham på den måde.
Det ville Juliane dog ikke, så hun brændte både brevet og bombisterroden. Men hun delte penge ud til mange personer, så Rasmus fik mange venner blandt hans fangevogtere. Hun sørgede også for at han fik en kappe op i Gåsetårnet, så han ikke frøs. Hun sendte penge op til tårnet, så Rasmus kunne komme ud af svendekammeret. Og nu havde han jo en dejlig varm kappe, så den kunne passende bruges til ”faldskærm” resten af vejen ud fra højderne.
Nu skulle Rasmus en tur til Ornebjerg, for at se hvordan det stod til der. Det viste sig at Peder Hammer var i Ringsted, så der var næsten frit spil for Rasmus. Så han besøgte Juliane. Folkene på Skovvænge blev dels købt med penge og dels med trusler om at blive skudt.
Peder Hammers mest betroede folk, Kristian Søndrup og Peders nevø, Peder Andersen Hammer, havde flere sygedage med hverandendagsfeber efter malariaepedemien i 1679. De var hunderæd for Rasmus og hans bande af drikkebrødre, der truede alle og enhver.
Peder Hammer frygtede også for sit liv. Han havde tidligere skudt et af bandens medlemmer, der var trængt ind på gården og var ved at skyde nogen af beboerne. Han var i embeds medfør redet til provsten i Ø. Egesborg. Af frygt bad han provstens karl følge ham hjem til Skovvænge; men det hjalp ham ikke. Det var Mortens Aften 1681. Udenfor gården stod Rasmus i mørket sammen med 2 bandemedlemmer. Peder blev ramt af 4 skud, et i hjertet. Nogen af bymændene havde hørt skuddene og kom farende; men de kunne ikke gøre noget.
Juliane var skiftevis inde og græde ved sin døde mand og ude i kalvestalden, hvor Rasmus opholdt sig. Det var også der, de normalt holdt hyrdetime. Ornebjerg hørte til Hammer Herred, så Herredsfogeden Jacob Gad i Køng blev tilkaldt.
Rasmus Tofte fartede rundt i området og overnattede hos sine bandemedlemmer. Han besøgte ofte Juliane og fik kontanter og guld og sølv af Peder Hammers opsparede midler. Han fik også et par skrin til at opbevare midlerne i. Så gravede de det ned et hemmeligt sted.
Myndighedernes jagt på Rasmus Tofte og hans medskyldige intensiveredes; men folkene på Skovvænge og lokalbefolkningen i øvrigt turde ikke sige noget af hensyn til repressalier. Nettet strammede sig om Rasmus. Så Juliane fik pludselig en ny kæreste.
Det var skriveren på Holmegård Mathies Peitersen. Han fik overbevist Juliane om, at det ville gå hende ilde, hvis hun holdt fast i Rasmus. Han fik også raget skrinene med Peder Hammers penge til sig. Men da Rasmus opdagede det, truede han Juliane til at udlevere dem og mere fra boet og kvitte Mathies.
Men nu blev Juliane indsat i fangetårnet i Gåsetårnet. Krybskytten Klaus Skytte, Rasmus’ medhjælper på mordaftenen sad i Svendekammeret. Han var sigtet for omfattende krybskytteri og meddelagtighed i mordet. Han blev sat i jern på Bremerholm, et sted folk ikke kom ud fra igen.
Et nævningeting på 16 medlemmer dødsdømte Juliane. Rasmus Tofte blev dødsdømt in absentia. Han blev også dømt til hjul og stejle. Hovedet skulle sættes på en stage. Julianes kammerpige blev landsforvist for medvidenhed og brevpost hele vejen. Juliane blev henrettet i Hammer Bakker d. 26 / 10 1682. Hun blev sat på en stol på et rødt klæde, og så blev hun henrettet med sværd, da hun var af adelig afstamning. Derefter blev hun begravet på stedet. (Det hele var indført i Sjællands Landstings Justitsprotokol).
Den 3. deltager i mordet, Johan Kruch smuttede til Tyskland. 10 år senere var han returneret til Danmark og var død af naturlige årsager. Han blev begravet på retterbanken i Hammer.
Den nye ridefoged Gert Villumsen flyttede ind på Skovvængegård. Han var også bøndernes ven. År 1700 var der ikke flere ødegårde tilbage på distriktet. Rasmus Tofte blev aldrig pågrebet. Men 7 år efter mordet brændte Skovvængegård helt ned. Branden opstod i kalvestalden, hvor Juliane og Rasmus havde holdt hyrdetime, og der var ikke nogen brandkilder. – ”Var den påsat”. Gården blev genopført samme sted på Ornebjergvej 38; men er senere flyttet om på den anden side af Ornebjerg Kohave på Ornebjergvej 16.
Peder Hammers søn Christoffer fik senere Kalvehave Færgegård, og han ejede Nygårds Mølle, senere Rosenfeldt Mølle på Næstvedvej.
Historien er skrevet af Vagn Boberg Nielsen med Severin Kjærs ”Kulturbilleder 2” (345 sider) som kilde. Severin Kjær har brugt justitsprotokoller og tingbøger 120 gange.