Event Information:

  • man
    13
    sep
    2021
    ons
    15
    sep
    2021

    Efterårstur til Rügen

    kl. 0700Rügen

    Rügen - 3 dage med skønne oplevelser

    Oplev historiens vingesus med Historisk samfund for Præstø Amt på en spændende 3 dages tur til Rügen. På turen skal vi på "sporet" af fortiden, vi skal opleve "61 minutter" i timen, vi skal slappe af og opleve skøn natur.

    Efterårstur til Rügen og Stralsund, mandag 13.-onsdag 15.september 2021 .

    I samarbejde med De grønne busser inviterer vi til efterårstur til Rügen og Stralsund.

    Start fra Næstved kl. 7.00 – opsamling i Præstø og Stensved. Herfra kører vi til Gedser og tager færgen til Rostock. På færgen kan vi enten spise den medbragte madpakke eller spise på færgen. Fra Rostock kører vi ad den gamle vej mod Stralsund. Vi passerer jagtslottet Gelbensande, der blev brugt af bl.a. Dronning Aleksandrines forældre.

    Vi kører i gammelt DDR-område, og passerer byen hvor den sidste DDR-generalsekretær bor, på vej ud til kysten – gennem Nationalparken. Selvfølgelig med pauser og buskaffe undervejs.

    Videre ad de små veje over højbroen ved Stralsund. Middagen venter på vores hotel – Hotel Sassnitz.

    Tirsdag morgen er der morgenmad på 9.etage på hotellet. Derefter heldagsudflugt på Rügen. Vi skal med traktortog til Kap Arkona. Derfra sydpå til Putbus, hvor vi skal på udflugt med Rasende Roland, et smalsporet damptog – her er der lejlighed til frokost på egen hånd (ikke incl.).

    Vi skal også opleve Prora, en af verdens største bygninger, der blev opført af Alber Speer under Hitler. Bygningen skulle være ferieparadis for bl. a. Berlins befolkning, men den kom aldrig i brug.

    Derefter er der middag på hotellet.

    Onsdag morgen efter morgemaden tager vi til Mariakirche i Bergen på Rügen og turen går tilbage til fastlander. Vi har et par timer i byen Stralsund på egen hånd. Stralsund har en lang historie og var på et tidspunkt svensk.

    Sidst på eftermiddagen kører vi mod Rostock. På færgen hjem er der aftenbuffet.

    Prisen for hele turen 2756 kr per person i dobbeltværelse – tillæg for enkeltværelse 345 kr.

    Prisen inkluderer : bus, færgeoverfart, hotel moms og trafikafgifter, 2 x morgenmad, 2x 3 retters aftenmenu, 1 aftenbuffet på færgen hjem, 2 udflugter og bidrag til Rejsegarantifonden.

    Tilmelding til De grønne busser – mail: info@de-gronne-busser.dk. Ved tilmelding udstedes rejsebevis. Depositum forfalder efter 8 dage. Restbeløbet skal være betalt senest 30.juli 2021.

    Turen gennemføres med min. 25 personer. Nærmere om opsamling og hjemkomst efter tilmelding.