Udflugten til Holsteinborg og Sorø Akademi d. 7. september 2019

7. september gik udflugten til Holsteinborg og Sorø Akademi.

Ole G. Nielsen guidede os gennem Holsteinborgs historie. Slottet er opført 1598 – 1651. Før 1708 hed den Trolholm, da det var familien Trolle der ejede godset. Ulrik Holstein overtog godset i 1708 og dannede grevskabet Holsteinborg, hvilket det var til Lensafløsningen i 1920. Lensafløsning eller ej så hedder ejeren nu igen Ulrich Holstein 12 generationer senere. (Den er dog lige solgt til Henrik Christopher Holstein).

Vi så Kirken, hvor der i gennemsnit var 58 til gudstjenesterne. H.C. Andersens bolig på slottet er også bevaret. Fra haven nød vi udsigten til Ormø og Glænø. Så kørte vi videre til Snedinge Avlsgaard, der blev drevet fra Holsteinborg, selv om den har sin egen historie med voldgrave med mere. Vi var i Ørslev Kirke, hvor familien Holstein har Deres gravkapel. Der er også kalkmalerier. Efterfølgende nød vi de medbragte sandwich ved borde og bænke øst for kirken, hvor der var dejligt læ og høj sol.

Sorø Klosterkirke er p.t. under restaurering, men kan stadig besøges.

Inden vi trådte ind i kirken, fik vi en grundig gennemgang af klostrets og kirkens historie. Sorø Klosterkirke,som er bygget som gravkirke for Hvideslægten,  er en romansk treskibet korskirke. Biskop Absalon indkaldte cistercienser munkene fra Esrum Kloster 1161 og kirken stod færdig i 1201. Kirken er enkel i sin udforming, så munkene kun tænkte på Gud og intet andet under de kirkelige handlinger. 

Absalon døde 1201 og er begravet bag højaltret, men selve gravstenen kunne vi ikke se p.g.a. restaureringen af kirken.

Christoffer d. 2. og Dronning Eufemia ligger i deres sarkofag sammen med deres 6 børn. Selve gravmælet blev ødelagt , da en del af hvælvingerne styrtede ned i 1651. Også Valdemar d. 4. Atterdag er gravsat i kirken. I 1387 blev Margrethe d. 1.`s søn Kong Olaf d. 2. begravet i kirken – gravstenen er nu indmuret i kirkens østvæg.

Margrethe d. 1. blev efter eget ønske gravsat i kirken, men Roskilde bispen ” bortførte ” dronningens lig og hun er nu gravsat i Roskilde Domkirke.

Sorø Klosterkirke har også en berømt frise med skjolde, der tæller over 100 våbenskjold fra middelalderen. Inde i kirkens sønder korsarm findes stadig den trappe, som munkene benyttede om natten, når de gik til bøn fra deres sovesal.

Efter besøget i Klosterkirken skulle vi besøge Akademiets hovedbygning, som er fra 1826.

Sorø ( Akademis ) skole blev grundlagt 1586 af Frederik d. 2. Han skænkede skolen klostrets gods, som bestod af 372 bøndergårde og 7 møller.

Der blev oprettet en opdragelsesanstalt for 30 adelige og 30 – ikke adelige disciple. Akademiet lukkede i 1798, men i 1826 genoprettet af Frederik d. 6. og bestod som kongelig institution til 1849, hvor den overgik til privat eje.

Sorø Akademi er i dag et alment gymnasium med ca. 620 elever, hvoraf ca. 140 bor på kostskolen. Det er Danmarks eneste tilbageværende statsskole og den hører direkte under Ministeriet for Børn og Undervisning.

Vi fik mulighed for at se de mange smukke gamle undervisningslokaler. Vi så også mange malerier af personer, som har været tilknyttet skolen bl.a. Ludvig Holberg, B.S.Ingemann, Carsten Hauch og Peter Heise. Af malere kan nævnes Eckersberg og Jens Juel.

3 af deltagerne mente åbenbart, at de ikke havde fået nok udbytte for deres skolepenge, så de lod sig

 ” frivilligt ” låse inde i hovedbygningen. Men de slap heldigvis ud igen, så Historisk Samfund kunne glæde sig over, at vi ikke mistede dem som betalende medlemmer.

Det var afslutningen på en rigtig dejlig dag med mange oplevelser og indtryk samt fint solskinsvejr.

Vagn og Mogens