Torsdag den 26. september drog 25 deltagere fra Sjælland mod Ribe, hvor vi ankom til Ribe Vikingecenter ved middagstid. Madpakkerne nød vi i centerets fint indrettede spiseområde og derefter gik vi selv rundt imellem de flotte huse, haller, værksteder og naturligvis kirken, som nu er færdigopført efter vikingetidens metoder, med bemalet træ og tømmer, der vist kunne holde 1000 år mere. En gøgler med ildkunstner og sjov og derefter falkoneropvisning med to smukke falke og en ugle. Vi så rovfuglenes flugt over området og hvordan de tog kødstykker, som de to falkonerer havde til dem, når de elegant landede på deres venstre arm.
Derefter til Hotel Dagmar, hvor vi indrettede os i det ældgamle hotel lige overfor domkirken, inden vi kørte til Schackenborg og mødtes med vores ”Sort Sol”-guide.
I gennem Tøndermarsken fortalte guiden alt om fænomenet og ved et dige tog vi opstilling til aftenens skue. Pludselig kom der sværme fra alle sider, de orienterede sig inden de lagde an til placering i de tynde siv, og ind imellem kom der duehøge, som prøvede at komme ind i flokken, hvilket gav de utrolige formationer. Vores guide kunne fortælle hvilke rovfugle, det var og hvornår og hvordan de fik fat i stærene. Hele sceneriet varede vel 45 min. og så var der igen ro over marsken.
Da vi ankom til hotellet ved 21 tiden, blev der serveret et gourmetmåltid og vi gik på mange måder mætte i seng.
Næste dag kørte vi mod Jelling, men ved Bække gjorde vi holdt, da vi ville se den ældgamle skibssætning ved Klebæk høje. Chaufføren Bent havde lavet kaffe og den drak vi med småkager til i fint solskin. I Jelling så vi først kirken, som er Danmarks ældste og meget smukt restaureret. Jellinge-stenene, som er forsvarligt dækket med glas og på Gorms høj for at få et overblik over skibssætningen omkring kirken og højene. Ingvar Cronhammars værk er unikt med hvide betonsten, som kranser området og de husrester, som er fundet er ligeledes markeret med hvid beton. Et mesterværk i udførelse og nu som et flot markeret billede af det enorme bygningsværk. Efter et smut på museet var det spisetid og på Jelling Kro blev der serveret en fin platte.
Vi skulle nu til turens sidste oplevelse: Fjordenhus i Vejle. En kyndig guide var bestilt og han fortalte om byggeriet, som Kirk Kapital A/S har opført ved kajen i Vejle fjord. Olafur Eliasson har tegnet denne unikke bygning, som er opført af 900.000 mursten, hvor hver enkelt er tilpasset i form og glasurer til bygningen og vandets forskellige farver. Bygningen, som er 28 meter høj indeholder, foruden Kirk Koncernens kontorer, ligeledes en række unikke kunstværker af Eliasson, som fremhæver samspillet mellem lys og vandets overflade. Vi fik lov til at se indenfor i Fjordhusets kantine, hvor arkitekter har leget med materialer, farver, møbler, design og et kobber-køkken, så dette lokale senere kan indvies som et fashionabelt spisested. Danmark kan prale af igen at have opført en arkitektonisk perle.
Efter dette besøg og med inspiration og dejligt fællesskab kørte vi tilbage til Sjælland.
Referat Anette Christoffersen