Forårsturen til Väster Götaland startede Store Bededag den 26. april 2013

Vi var 25 deltagere, der blev samlet op af bussen fra Ørslev Turisttrafik på vej til Helsingør Færgehavn. Vi havde morgenkaffe og rundstykker med i bussen. Vores første mål i Sverige var den store grænsesten, Knysta Hall, mellem Halland og Småland.

Næste mål var Kungslena, hvor det store slag om den svenske kongemagt fandt sted i 1208. Det var med deltagelse af Valdemar Sejrs udsendinge Sunesønnerne fra den danske Hvideslægt. Nu var vi kommet til de steder, der blev beskrevet som Arns Rige i Tempelridderen. Det var Sverkerne og Sunesønnerne, der tabte. Sunesønnerne kom lidt sent til krigsskuepladsen og havde ikke det rytteri som Eriksætten havde. 2 af Sunesønerne deriblandt lederen faldt.

Vores historiefortæller Peter Bjørn Jensen fortalte 4 historier. Han fortalte om relationerne mellem Väster Götaland og Sjælland og om navnesammenfald mellem de 2 regioner. Samt om krigene i Väster Götaland. Der blev udkæmpet mange krige mellem Danmark og Sverige. Det gik hårdt ud over lokalbefolkningen.

Derefter besøgte vi Gudhem Kloster, hvor Arns fæstemø Cecilia måtte afsone 20 år efter, at hun var lyst i band sammen med Arn.

Efter en lang og spændende tur kom vi til det flot beliggende hotel Billingehus. Selv om vi havde anmeldt fra bussen, at vi kom en lille smule senere og havde været i kontakt med hotellet hele 2 gange, så var der ikke kontakt mellem hotellets afdelinger. Så der var faktisk ikke mad til os, da vi nåede frem. Men hotellets oldfrue sørgede alligevel for, at der var en engelsk bøf til os en halv time senere.

Om lørdagen besøgte vi Domkirken (1150) og Museet i Skara. I krypten så vi resterne af en endnu ældre domkirke fra o. 1065. Vi besøgte kirken og klosterruinen Varnhem fra år 1200. Det var det største munkekloster i Sverige.

Derefter gik turen videre til Kinnekulle, hvor der var en flot udsigt over Vänern. På hjemvejen besøgte vi Forshem Kirke, hvor der var flere spændende stenrelieffer, og Husaby Kirke, Der havde været Sveriges første domkirke.

Vi havde endnu en dejlig aften på Billingehus med den smukke udsigt ud over landsskabet. Søndag morgen kørte vi ud til Hornborgasjöen, hvor vi så traner. Der havde været 1200 traner den dag. Det var selvfølgelig ingeting i forhold til, at der i højsæsonen havde været 20 000.

Vi besøgte sluserne ved Trollhättan samt den flot beliggende fæstning Bohus ved Götaelven i Kungävl. Den havde været grænsepost mellem Norge og Sverige.

Ole G. Nielsen fra Slagelse var rejseleder, og Vagn B. Nielsen var turleder.