Anmeldelse af Gjorslev – en bispeborg på Stevns, red. Jesper Jørgensen, Slotsforlaget 2018.
I Præstø Amt findes der noget så bemærkelsesværdigt som en beboelsesbygning bevaret fra dansk middelalder. Endda en særdeles prægtig én af slagsen, nemlig bispeborgen Gjorslev på Stevns. Senest ved nedskrivningen af Roskildebispens Jordebog i 1370’erne havde bispesædet en hovedgård i Gjorslev, hvorfra bispens gods på Stevns blev administreret, og i de sidste år af 1300-tallet – traditionelt dateret til ca. 1396 – lod biskop Peder Jensen Lodehat den hidtidige hovedgård udskifte med et decideret borgdomicil. Middelalderens bispeborg udgør fortsat kernen af slottets hovedbygning. Middelalderlige bygninger, der hverken har været kirker eller kongeslotte, har traditionelt haft lidt svært ved at finde fodfæste i eftertidens forskningslitteratur. Dette gælder til dels også Gjorslev, i hvert fald indtil 1924, hvor en af Nationalmuseets førende bygningsarkæologer, Christian Axel Jensen, kunne udgive resultaterne af ti års undersøgelser og overvejelser angående borgens nærmere bygningshistorie. Et projekt, som den daværende ejer Frederik Scavenius havde sat i værk. Den i samtiden mest opsigtsvækkende konklusion på undersøgelsen var vel nok, at bispeborgens ældste datering nu med solidt, kombineret bygningsarkæologisk og kildehistorisk afsæt kunne bestemmes til 1300-tallets slutning. Det var sikkert ganske godt, at C.A. Jensen fik sin afhandling om Gjorslev udgivet, da han gjorde, for i 1925-26 var han, sammen med inspektørkollegaen Poul Nørlund og museumsdirektøren Mouritz Mackeprang, travlt optaget med at fastlægge redaktionsprincipperne for Nationalmuseets store udgivelsesværk Danmarks Kirker, der søsattes i 1927 og havde sin første udgivelse i 1933 – i øvrigt også med fokus på Præstø Amt. Denne historiografiske forbindelse til Danmarks Kirker, der selv hviler på principperne i de tyske Bau- und Kunstdenkmäler (fra 1880’erne) og Sveriges Kyrkor (fra 1912), skinner tydeligt igennem i C.A. Jensens yderst grundige og systematisk opbyggede gennemgang af allehånde detaljer i Gjorslevs bygningsværk, ikke blot for så vidt angår den ældste senmiddelalderlige del, men også de efter-middelalderlige tilføjelser. For nutidens læser kan gennemgangen måske til tider virke lige grundig og systematisk nok, men det er nu engang denne videnskabelige og uddybende præsentationsform af materialet, der gør den læseværdig for faktasøgende fag- og lægfolk den dag idag. C.A. Jensens afhandling fra 1924, ”Gjorslev – Roskildebispens Borg paa Stevns og dens Bygningshistorie”, blev udgivet af Selskabet til Udgivelse af Danske Mindesmærker i 300 eksemplarer. Da disse for længst har været udsolgt, har man fra godsets side længe haft ønske om et genoptryk.
Et sådan er så kommet nu, om end i en noget udvidet udgave. Musikeren og musikhistorikeren Jesper Jørgensen, der selv har boet som lejer på godset i en årrække og siden 2003 fungeret som guide på slottet, står bag redaktionen af den nye bog om Gjorslev – en bispeborg på Stevns. Bogen kan betegnes som en antologi, idet den udover et egentligt genoptryk af Christian Axel Jensens tekst – krydret med en rig mængde nye flotte farvefotografier – bringer fem korte artikler af forskellige forfattere, samt en meget lang artikel (296 sider) skrevet af redaktøren selv. Alle de nye artikler antager forskellige supplerende vinkler på Gjorslevs historie.
Den første af de korte artikler (”Gjorslev, en borg i korsets tegn”) er skrevet af tidligere museumsinspektør ved Nationalmuseet Johannes Hertz, der i årene 1989-92 forestod en arkæologisk undersøgelse af Gjorslevs søndre korsarm, hvorved han mente at kunne udrede indgangsforholdene til borgens hovedbygning. Ved skæbnens lune var Nationalmuseet året før denne i forbindelse med en ombygning bestilte undersøgelse kommet til kendskab med en tegning af Gjorslev, der befinder sig på Herzog Anton Ulrich-Museum i Braunschweig. Tegningen, der kan dateres til perioden 1666-1715, viser en ellers indtil da ukendt tilbygning til borgens søndre korsarm, som Hertz efterfølgende også kunne påvise arkæologisk. Efter alt at dømme er der tale om det oprindelige borgkapel. Ved sammenligninger med udlandet argumenterer Hertz endvidere overbevisende for, at Peder Jensen Lodehat snarest har indhentet bygmesteren til sit borgprojekt hos Tyske Orden i Preussen.
Den anden artikel (”Vedligeholdelse af kridtstensbro”) er skrevet af den nu afdøde arkitekt og bygningshistoriker Søren Lundqvist († 2017), der som et af sine sidste større projekter forestod restaureringen i 2014-15 af den karakteristiske hvide bro, der giver adgang til Gjorslev østfra over voldgraven. Broen, der er dateret til midten af 1700-tallet, var indtil da opført i hvide kridtsten, hvilket er et smukt og vejrbestandigt materiale, men det fungerer mindre godt i et så fugtigt miljø, som der i sagens natur må være i en voldgrav. Problemet med de fugtskadede kridtsten og de forskellige tekniske tiltag op gennem tiden for at udbedre dette er interessant og forståeligt beskrevet af Lundqvist, efterfulgt af en redegørelse for hans eget restaureringsprojekt, der i vidt omfang har udskiftet kridtstenene med enten vellignende kopier i beton eller almindelige teglsten, og dertil rettet op på de mange små arkitektoniske skævheder, der uvægerligt må findes i en flere hundrede år gammel bro. Man kan måske synes, at den færdige løsning er blevet lige stilret og ensartet nok, men forhåbentlig har den sikret en adgang til borgen af den fortsat charmerende brovej lang tid fremover.
Dernæst kommer to ganske korte artikler, der begge handler om Gjorslev Møllesø, der ligger ca. 1½ km nord for Gjorslev ved Bøgeskov ud mod kysten. I den første artikel (”Gjorslev Møllesø”) gør den søhistorisk kyndige landinspektør Thorkild Høy († 2015) rede for den gennem opstemning delvist kunstige møllesøs historie. Opstemningen har dels skullet skaffe tilstrækkeligt vand til at kunne drive en længst forsvundet vandmølle ved søens nordende, Søholm Mølle, dels sikre nok vand omkring et middelalderligt borganlæg, en forgænger til nutidens Søholm, på en lille borgholm i søen. Vandstanden i søen har været stærkt svingende gennem tiden, dels pga. skiftende interesser i at holde vandet opstemmet, men i historisk tid også henover året, idet søen næsten kunne tømmes for vand i møllerisæsonen. I artiklen ”Fiskene på Gjorslev” præsenterer biolog og fiskeekspert ved Zoologisk Museum Henrik Carl de fiskearter, der lever både i Gjorslev Møllesø og i områdets øvrige fiskevande, samt de forskellige tiltag, der i nyere tid er gjort for at regulere bestanden. Om begge artikler kan siges, at hvor de i sig selv kan være interessante nok, kan koblingen til selve Gjorslevs historie forekomme lidt fjern. Mest interessant i denne sammenhæng er vel Henrik Carls beskrivelse af fiskebestanden i voldgraven omkring Gjorslev, og her ikke mindst at man i 1990’erne havde held med at udsætte en bestand af maller, der er begyndt at yngle – og at mallen dermed efter mere end 200 års fravær nu er tilbage som dansk ynglefisk.
Herefter følger det, der med sine knapt 300 sider reelt er antologiens hovedartikel, forfattet af redaktøren Jesper Jørgensen selv: ”Gjorslevs ejere gennem 600 år”. I en veritabel tour de force præsenteres samtlige Gjorslevs forskellige ejere fra borgens opførelse omkring 1396 til det seneste ejerskifte i 2018. Arbejdet med at sætte sig ind i alle disse højst forskellige ejerskaber (bispelige, kongelige og adelige) må have været særdeles omfattende, og som læser sidder man lettere forpustet tilbage efter de 26-27 kronologisk oplistede kapitler. Der er reelt snarere tale om en lang serie af selvstændige biografier for de enkelte ejere end om nogen egentlig sammenskrevet ejerhistorie, hvilket på positivsiden gør, at læseren – langt bedre end i traditionel godsejerhistorie – gives mulighed for at placere Gjorslevs ejerskab i ejerens samlede levnedsforløb. På minussiden må det så også anføres, at ejerskabet af Gjorslev fylder relativt lidt i mange af biografierne, der til gengæld bringer læseren meget vidt omkring i Danmarkshistorien. Et savn kunne her være, at forfatterens enorme viden om emnet også var blevet udnyttet i en mere samlet beskrivelse af de længere linjer i ejerskabets udvikling og forandring gennem tiden – der nok ville være mere relevant her end eksempelvis en nærmere redegørelse for det velkendte misforhold mellem dronning Margrete I og kong Albrecht (s. 160-165), til trods for at ingen af disse indgår i Gjorslevs lange ejerrække. Omvendt må det også bemærkes, at de enkelte biografier er særdeles velskrevne og interessante, rigt illustrerede med særdeles flotte billeder og afslutningsvis i bogen suppleret med en fornem litteraturliste.
Bogen afsluttes med en kort, anekdotisk beretning af journalisten Lone Kühlman, der i artiklen ”Upstairs & Downstairs” fortæller om sin egen tid som ung tjenestepige på Gjorslev i 1962-63. De velskrevne erindringer er ikke blot yderst underholdende, men giver også et godt indblik i de sociale og kulturelle standsforskelle, der endnu kunne opleves i 1960’ernes Danmark.
Alt i alt kan bogen om Gjorslev beskrives som en lidt pudsigt sammensat antologi, bestående af en række artikler af yderst forskellig emne og form, men alle med Gjorslev som det fælles omdrejningspunkt. Man føler sig hele vejen igennem i sikre hænder hos fagligt kyndige forfattere, der med velskrevne tekster og smukke illustrationer beriger den historisk interesserede læser med en mangesidig viden om et af regionens vigtigste kulturmindesmærker. Mange tak for det.
Johnny Grandjean Gøgsig Jakobsen
Johnny Grandjean Gøgsig Jakobsen er lektor ved Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab ved Københavns Universitet. Han er historisk geograf, middelalderhistoriker og stednavneforsker. Han har i 2015 skrevet “Prædikebrødre i Præstø Amt” (om dominikanske klosterstiftelser i Vordingborg og Næstved i 1200 tallet) i Historisk Samfund for Præstø Amts årbog. Årbogen kan stadig købes. I 2019 har han skrevet “At Blackfriars Priory: Domincan priories within urban geography in medieval Scandinavia i bd. 4 af Medieval Monastic Studie.