Dorthe Wille-Jørgensen guidede os henover ruinterrænet og gennem Valdemarernes danmarkshistorie. Det var interessant med mange fortællinger om de arkæologiske fund gennem de sidste 124 år og om de flotte voldgrave, der blev etableret op til 2014.
Det var også fortællingen om Valdemarernes bygninger og deres kirke, Andreaskirken, der ikke er der mere. Valdemar Atterdags borg var enorm, som den rejste sig i landsskabet med sine 800 meter lange og 9 meter høje mure og med 8 tårne, hvor Gåsetårner var det største. Det var en fortælling om deres hverdag og deres møde med naboerne – venderne og senere hansestæderne, brandenburgerne og svenskerne.
Efter rundvisningen nød vi en kulinarisk Frokosttallerken på Cafe Borgen. Vagn B. Nielsen fortalte lidt om mordet på Vordingborgs ridefoged, Peder Hammer på Skovvængegaard i 1681. Han var født på Masnedsund Færgegård .
Dorthe Wille fortalte også lidt om Prins Jørgens Slot og Vordingborg Ryttergods. For at få fortsættelsen af dette besøgte vi Rosenfeldt og dennes avlsgård opført i 1776. Landsbyen Steenbjerg, der ellers lå der, blev flyttet til Remkolde.
Godsejer Peter Tillisch gav en omvisning på godset og startede ved portnerboligerne, hvorimellem der havde været en port, der var afspærret, som skulle åbnes hver gang der var besøgende til godset. Han viste os også den nærliggende Valdemarsrende, der var blevet gravet som kanal i 1067, og leverede vand fra moserne til Badstuesøen og voldgravene i 600 år
Han fortalte om landbruget, fredede bygninger og Knudshoved Odde, der er fredet, og om naturprojekterne ved den. Han beklagede, at man lavede nogle naturprojekter uden, at have målet for dem på plads. De havde planer om at prøve et projekt med græssende kvæg i skovbunden.
Sluttelig fortalte han om hovedbygningen, der var etableret i 1868, mens der var mange ansatte på godset, mere end 120. Nu er der kun 9 til 2200 ha (mere end dengang).
Vagn Nielsen