Sommerturen gik til Hven 29. august 2015

Vejret var perfekt, da årets sommertur blev afviklet lørdag den 29. august. Målet var Hven og 57 havde tilmeldt sig turen. Om bord på færgen i Havnegade var der sørget godt for os. Der var dækket op til morgenmad og vi kunne nyde et dejligt morgenmåltid, mens vi nød sejladsen ud af Københavns kanal mod Hven.

Turen tog godt 1½ time. De store flotte krydstogtskibe imponerede med deres størrelse, da vi passerede forbi. Ved ankomsten til Hven holdt en af øens busser parat til at transportere os til Tycho Brahes museum, Uranienborg, som var hans bolig og observatorium, indtil han udvidede med Stjerneborg, som ligger ved siden af. . Undervejs var det klart, at andre besøgende havde sat kurs mod Hven i det dejlige sensommervejr. Den enorme cykeludlejning af de karakteristiske gule cykler havde travlt.

Med to dygtige svensktalende guider blev vi ved museet indført i historien om Tycho og hans verdenssyn.,-ligesom multimedieforestillingen var et spændende islæt. Herfra gik turen til spisestedet, ”Spirit of Hven”, hvor der blev budt på en lunchbuffet . Efter denne frokost gik turen videre til ”Gamla kyrkan”, hvor man udover at kunne se den idylliske kirke og dens smukke omgivelser, fik mulighed for at overvære ankomsten af et vordende brudepar med deres gæster.

Herefter gik turen atter mod havnen, hvorfra færgen atter skulle føre os tilbage til Havnegade. Alt i alt kunne deltagerne glæde sig over en vellykket sommertur til den lille smukke ø i Øresund.

Knud Erik Antonsen